Traumer

Når vi arbejder med traume og belastningstilstande inden for autismespektrumforstyrrelser viser det sig ofte, at den gængse autismepædagogik ikke er tilstrækkelig i forhold til at hjælpe de fastlåste børn/unge. Et traume kan opstå over tid på baggrund af overbelastning i et institutions-/skolemiljø. Den kroniske påvirkning ødelægger hjernens evne til at skelne mellem fare og ikke fare. Dette får hjernen til at reagere for hurtigt og for voldsomt. Den manglende regulering viser sig i dagligdagen ved, at barnet/den unge let kommer i affekt, er uroligt og vagtsomt. Vi opfatter barnet som kortluntet, udadreagerende mistroisk eller aggressivt. Det kan også opstå selvskadende adfærd, som kan være en form for uhensigtsmæssigt forsøg på regulering af følelser. Der kan også ses en reaktion, hvor barnet græder og er helt utrøsteligt eller fremtræder passivt med tillært hjælpeløshed. Når barnet/den unge rammes af traume og belastningstilstande skyldes det ofte situationer, hvor barnet/den unge har følt sig fastlåst, misforstået, skamfuld eller har oplevet, at barnet/den unge ikke kan slippe væk fra det ubehagelige og modbydelige. Det kan aktivere stresshormonerne adrenalin og kortisol. Kroppen har brug for disse hormoner i små mængder til hormonbalancen, men hvis kortisol optræder i større mængder end nødvendigt, kan det få modsatte effekt og skabe somatiske og følelsesmæssig overfølsomhed, så almindelige ting pludselig føles både faretruende og overvældende. Kortisol er med til at gøre nervesystemet mere stressfølsomt og derfor også mere følsomt overfor belastning hos det enkelte barn/unge. Mange børn/unge med autisme oplever, at verden kan være overvældende, både sensorisk, socialt og i krav-sammenhænge. Når nervesystemet i forvejen er belastet, skal der mindre pres og ubehag til, at ens hjerne og sind opfatter det, som sker, som overvældende og barnet/den unge bliver fastlåst.