At skabe tryghed og tillid hos børn og unge med autisme er essentielt i vores arbejde
Skolevægring
Institutions-/skolevægring betyder, at barnet eller den unge helt eller delvist ikke kommer i daginstitution eller skole. Det er ofte komplekst og kan have mange forskellige årsager. Der er mange børn og unge med institutions-/skolevægring og/eller nedsat tid (reduceret skema).
Institutions/skolevægring er mest almindeligt hos børn i første klasse, blandt 10-11-årige og 14-15-årige, men kan starte når som helst. Vægringen fra institution eller skole er særligt udbredt blandt børn og unge med autismespektrumforstyrrelse (ASF).
Institutions-/skolevægring kan forårsages af problemer i skole/institutionsmiljøet grundet rammerne, manglende viden eller ressourcer hos institutionens/skolens personale eller blandt de jævnaldrende (f.eks. udelukkelse fra fællesskabet eller mobning) eller af problemer i hjemmet. Hos institutions/skolevægrende børn og unge ses ofte stress, angst og/eller depression som følge af institutions-/skolevægringen.
Barnet/den unge kan klage over hovedpine, træthed eller lignende om morgenen for at slippe for at komme afsted. Nogle børn og unge kan have grædeture og raserianfald i institutionen/skolen eller hjemme. Nogle børn og unge bliver stille og trækker sig.
Hvis man oplever, at ens barn/ung ikke vil i skole, er det vigtigt at undersøge, hvad årsagen til barnets/den unges adfærd er, eventuelt i samspil med fagpersoner. Hos Opvækst hjælper vi gerne med afdækningen, når institutions-/skolevægringen er et vilkår for hjemmetræningen.