Overvejer du hjemmetræning? Vi er specialiseret i børn og unge med autisme.
Autisme og hvad så?
PDA (Pathological Demand Avoidance)
Når angsten for krav hos et barn eller ung med autisme bliver altoverskyggende
Børn/unge med PDA inden for autismespektrumforstyrrelser har en bedre evne til at indleve sig i andre samt bedre kommunikationsfærdigheder, end man generelt ser ved autisme. Omvendt har de en højere grad af angst og sværere ved at imødekomme krav.
Det kan være svært for omgivelserne at se PDA og forstå den, og børnene/de unge bliver ofte opfattet som uopdragne, trodsige og dovne, selvom det slet ikke er det, der er på spil. Dét helt grundlæggende ved PDA, er den intense angst, der styrer barnet/den unge. Børn/unge med PDA er ekstremt følsomme overfor, at andre stiller krav til dem. De har et angstdrevet behov for kontrol, hvilket udløser tvangspræget undgåelse af krav og forventning fra andre mennesker. De vil gerne være lige så gode eller bedre end andre og er overdrevet optaget af, om andre kommer med forventninger til dem, som de ikke kan leve op til. De er bange for at fejle og giver derfor op på forhånd. Børn/unge med PDA udviser meget ofte skolevægring og isolation, dels fordi de ikke kan håndtere, at der bliver stillet krav til dem, og dels fordi de i skolen bliver sat til opgaver, som de oplever som udfordrende.
Børn/unge med autisme og en PDA-profil har en mindre tvangspræget rutineadfærd i forhold til, hvad man normalt ser ved autisme og udgør en gruppe, der i forhold til autistiske symptomer “snyder”, og derfor går de under radaren og får ofte først sent en autismediagnose.